Sterlingsølv 925: finheden, stemplet og metallet mod huden

Sterlingsølv er en legering, ikke et renmetal. Tallet 925 siger, at 925 af hver tusind dele er rent sølv, og at de sidste 75 dele som regel er kobber. Det er en finhed, en opgørelse af, hvad metallet indeholder, og intet andet: den siger hverken noget om, hvor godt et beslag er forarbejdet, eller om låsen holder. Baggrunden er simpel. Rent sølv er for blødt til at blive båret; det bulder, det bøjer, og en fjeder af rent sølv virker ikke. Derfor legeres sølvet med et hårdere metal, og i sterlingsølv er det næsten altid kobber.

Finheder man møder

Tallet 830 optræder ofte på ældre danske og norske genstande, og det er ikke et tegn på forfalskning. Det var en udbredt finhed i brugssølv, og den er hårdere end 925, netop fordi den indeholder mere kobber. Tabellen viser sammenhængen: jo lavere tallet er, desto mere kobber indeholder legeringen, og desto hårdere er den. Finhed og hårdhed hænger sammen. Ingen af delene siger noget om, hvor pænt et stykke arbejde er, og det er værd at holde adskilt, når en etiket læses.

Hvorfor netop kobber?

Fordi blødheden skal væk, og kobber klarer det forudsigeligt. Finsølv er 99,9 procent rent og dermed relativt blødt; det ridser, bøjer og deformeres af hverdagens slid. Kobber gør legeringen både hårdere og stærkere, og 7,5 procent er nok til, at en kæde kan holde en spænding og en lås kan holde en fjeder. Blandingen får også sine egne egenskaber: sterlingsølv smelter ved 893 grader celsius, hvilket er lavere end både rent sølv og rent kobber. Legeringen er altså ikke en middeltal af sine bestanddele, men et materiale, der skal behandles efter sine egne regler ved bænken, fra støbning til lodning.

Et møntmetal før det var et smykkemetal

Sterlingsølv benyttes i dag især til bestik, service og smykker, men tidligere også til møntmetal, og det er som møntmetal, finheden blev fastholdt i lov. En engelsk lov fra 1275 bestemte, at tolv troy ounces sølv til møntfremstilling skulle rumme elleve ounces, to pennyweight og en kvart rent sølv, hvilket svarer til omtrent 926 af tusind. Prøven på standarden blev taget alvorligt: et stykke sterlingsølv blev brugt som standard ved den engelske møntprøve Trial of the Pyx, indtil det blev deponeret hos møntvæsenet i 1843. En anden britisk finhed, Britannia-standard med 958,4, blev anvendt ved britisk sølvarbejde i årene 1697 til 1720 og står fortsat opslået hos Lex lige ved siden af sterlingsølvet.

Hvad siger et stempel i Danmark?

To ting, som regel: et finhedsmærke, der er tallet, og et navnestempel eller ansvarsmærke, der identificerer den, der har bragt varen på markedet. Stemplerne hamres ind i sølvet, inden det poleres, og de er små; på beslag af den størrelse, der følger med perlekæder, er de sjældent større end en millimeter. Andre landes stempler kan desuden angive produktionsår og produktionsvirksomhed, og de store britiske sølvsmedevirksomheder bruger en løve som tegn på kvaliteten og andre symboler for år og sted.

Et stempel er en påstand fra den, der har stemplet. Det er ikke i sig selv en kontrol, og det er ikke i sig selv en garanti. Kontrollen med varer af ædle metaller hører i Danmark under Sikkerhedsstyrelsen, som fører tilsyn med, at den angivne finhed holder. To praktiske følger. Et manglende stempel betyder ikke, at et beslag ikke er sølv; små dele som calotter og øskener er ofte for små til at bære et læseligt stempel. Og et stempel på 925 er ikke bevis for, at hele smykket er sølv: en kæde kan have en sølvlås med ægte stempel og en kerne af andet metal. Hvor de enkelte låsetyper sidder, og hvor de slider, er gennemgået under låse og typer.

Hvorfor bliver sterlingsølv mørkt?

Det hænger sammen med kobberet, altså med det, der gør legeringen nyttig. Sterlingsølv er tilbøjeligt til anløbning, det brune og senere mørke lag, der lægger sig over overfladen, og anløbningen er ikke en fejl og ikke et tegn på, at sølvet er falsk. Der findes nyere legeringer, hvor en del af kobberet er erstattet med grundstoffer som germanium, zink, platin, silicium eller bor for at reducere anløbning samt porøsitet ved støbning, men i almindelige beslag er kobbervarianten den, man møder. Hvordan anløbningen fjernes, og hvad man skal lade være med at gøre ved den, står under vedligehold og anløbning.

Hvornår er det nikkel, huden reagerer på?

Som regel, når huden har været i direkte kontakt med et nikkelholdigt metal, der frigiver nikkel. Nikkelallergi er et allergisk kontakteksem: huden bliver rød og kløende dér, hvor metallet sad, og der kan opstå små blærer. Udslættet kommer typisk fra metalspænder, metalknapper og smykker, og det viser sig ofte i 15 til 30-årsalderen, fordi allergi udvikler sig over tid. Man regner med, at mindst ti procent af danske kvinder og mindst én procent af danske mænd har nikkelallergi. Behandlingen består i at fjerne årsagen, og i den akutte fase kan en eksemsalve være aktuel.

For sterlingsølv er nikkel sjældent problemet, fordi legeringsmetallet er kobber. Det er de forniklede messingdele, der ofte følger med i billige beslagsæt, der giver anledning til udslæt, og de sidder typisk netop i låsen, hvor metallet ligger fast mod huden. I EU er nikkel derfor begrænset med en grænse for, hvor meget nikkel en genstand må afgive til huden over tid, ikke for, hvor meget den må indeholde. Bly og cadmium er til gengæld begrænset i selve materialet, fordi de er sundhedsskadelige. Begrænsningerne står i bilag XVII til EU-kemikalieforordningen REACH og gælder direkte i Danmark.

Før strengen monteres, hører tallet fra stemplet med i beskrivelsen af kæden, på linje med mål og vægt, som de seks felter på en varebeskrivelse ellers læses efter. Læg luppen på låsen endnu en gang: aflæs tallet, kig efter mærket ved siden af, og mærk efter, hvor metallet kommer til at ligge mod huden.