Låsetyper, og hvad de hver især egner sig til

En lås skal gøre tre ting samtidig: holde, kunne åbnes af den, der bærer smykket, og ikke bryde kædens linje. De tre krav trækker i hver sin retning, og derfor findes der ikke en lås, der er bedst til alt. Valget følger tre forhold, som alle kan aflæses på forhånd: kædens vægt, hvordan kæden tages på, og hvor synlig låsen må være.

De fem almindelige typer

Fem typer dækker næsten alt, hvad der sælges som lås til perlekæder. Fire af dem har en fjeder, og det er som regel fjederen, der giver efter først: den bliver træt, armen går løs, tungen mister sin spænding. Krogen og magnetlåsen har ingen bevægelige dele og svigter i stedet hver på sin måde: krogen springer ud af øjet, magneten lader sig åbne af en taskerem.

Fjederring

Ring med fjeder. En rund ring med en fjederbelastet slæde. Billig, lille og diskret. Svagheden er dobbelt: fjederen er den del, der først bliver træt, og ringen er svær at betjene med én hånd og med korte negle. Egner sig til lette kæder, der tages på med hjælp eller over hovedet.

Karabinlås

Aflang med fjederarm. En aflang ring med en fjederbelastet arm, som regel formet som en hummerklo, og den mest udbredte type i dag. Åbnes lettere end fjederringen, bærer mere vægt og findes i mange størrelser. Vælg en, hvis længde svarer til perlernes diameter, ellers ser den enten spinkel eller klodset ud.

Boxlås

Kasse med tunge. En kasse med en fjederbelastet tunge, der klikker i, ofte med en sikkerhedsbøjle ved siden af. Den klassiske lås til perlekæder, fordi den kan udformes som en del af smykket og bære de store kæder. Dyrere, og tungen kan miste spændingen efter mange år og skal da bøjes forsigtigt op igen.

Magnetlås

To magnethalvdele. To halvdele holdt sammen af en magnet. Den eneste type, der kan lukkes med én hånd uden øvelse, og derfor den, der vælges, når fingrene ikke er helt sikre. Til gengæld kan den trækkes op af en jakkeærme eller en taskerem, og den bør ikke bruges alene på en tung kæde.

Krog og øje

Åben krog uden fjeder. En åben krog, ofte S-formet, der hægtes i et øje. Enkel og holdbar, fordi der ikke er nogen fjeder. I 1500- og 1600-tallet blev bælter holdt sammen af todelte spænder med øsken og krog. Krogen holder kun, så længe kæden er stram nok til at trække den mod øjet, og egner sig derfor til tunge kæder og dårligt til lette.

Hvor tung er den kæde, låsen skal bære?

Vægten afgør typen, før alt andet. En hel streng runde stenperler på 39 centimeter vejer ca. 8 gram ved 4 millimeter og 74 til 87 gram ved 12 millimeter, og en fjederring, der er rigelig til den ene streng, er underdimensioneret til den anden. Vægten afhænger af stenens massefylde, så to strenge med samme mål kan veje forskelligt; en streng runde ferskvandsperler på 5 til 6 millimeter, ca. 80 perler, vejer til sammenligning kun 17 gram. Ligger kæden i den tunge ende af tabellen, er fjederring og magnetlås fratrukket fra starten, og perleantallet på en strenglængde regnes ud under mål og strenglængde.

Kan kæden tages på over hovedet?

Kan kæden gå over hovedet, er låsens betjening ligegyldig, og så vælges frit efter udseende. Kan den ikke, skal låsen åbnes bag nakken med to fingre, og her adskiller typerne sig skarpt: magnetlåsen lukker uden øvelse, karabin og boxlås kræver lidt tilvænning, fjederringen kræver to hænder eller lange negle. En lås, der ikke kan betjenes, bliver heller ikke brugt, og kæden ender i skuffen, selv om den holder. Betjeningen vejer derfor tungere end materialet, når kæden ikke går over hovedet.

Hvad har en dørlås med en perlekæde at gøre?

Ordene er de samme, mekanismerne er det ikke. I opslaget om låse i Lex gennemgås stiftcylinderlåsen, med sine fem eller seks kanaler, hvor nøglens udskæring skal løfte hver stift til tromlens kant, før cylinderen kan drejes, og siden låse, der åbnes med pinkode, magnetkort, fingeraftryk eller stemme. I Danmark er låse og låsecylindre endda klassificeret efter den indsats, der skal til for at bryde dem op. Perlekæden kræver intet af dette. Dens lås skal holde mod et træk og åbnes uden nøgle, og sikkerheden ligger ikke i en kombination men i en fjeder. Brudstyrken opgiver perlelisterne til gengæld aldrig; den findes kun ved at prøve låsen i hånden.

Hvorfor kan nakken reagere på låsen?

Låsen ligger mod nakken hele dagen, og netop dér viser nikkelallergi sig som et kontakteksem: huden bliver rød og kløende, hvor den har været i kontakt med et nikkelholdigt metal, der frigiver nikkel, og der kan opstå små blærer. Smykker står blandt de typiske kilder, og mindst ti procent af danske kvinder og mindst én procent af danske mænd regnes med at have allergien, som typisk bryder ud i 15-30-årsalderen. Udslaget behandles ved at fjerne årsagen, eventuelt med en eksemsalve i den akutte fase. Hvad låsen er lavet af, står i stemplet, og betydningen af tallet er forklaret under sterlingsølv 925.

Fra rytterens gevær til forstaget

Karabinhagen var oprindeligt en fjederlås til at sætte en rem på en rytters gevær, karabinen, og i dag findes den i nøgleringen, på hundesnoren, på taskeremmen og i sejlsporten, hvor forsejlet fastgøres til forstaget. Kravene vokser med faldhøjden: i bjergklatring bruges karabiner af stål eller aluminium med brudstyrke over 22 kN og en skruesikring mod utilsigtet åbning, godkendte og testede, netop fordi klatring er farligt. Ved perlebænken skal karabinen ikke bære et menneske men en kæde, og alligevel er fjederarmen også her den del, der først bliver træt.

Både til nytte og pryd

I gamle dragter var lukket og pynt samme genstand: folderige og draperede dragtformer blev holdt sammen af store, ornamenterede spænder og fibulaer, der var både nytte og pryd, og med de tætsiddende dragttyper i senmiddelalderen overtog knapper, bælter og spænder rollen som dragtsmykker. I vikingetiden lukkedes kappen over skulderen med en ringnål eller et ringspænde, og skålspænder holdt stropperne i selekjolen. Boxlåsen står i den tradition: en lås, der må ses, kan gøres værd at se. Fjederringen skal derimod forsvinde, og en karabin ser altid ud som et stykke isenkram.

Selve monteringen, fra øsken til knude, står beskrevet i tråd, knuder og montering. Det sidste greb står på køkkenvægten: vej kæden, hold vægten mod tabellen ovenfor, og lad vægten bestemme låsetypen, før noget andet gør.