Perlestørrelse, strenglængde, hulmål og vægt

En streng på 39 cm rummer ca. 48 runde perler på 8 mm, ca. 65 på 6 mm og ca. 32 på 12 mm. Antallet står ikke som eget felt på stenperlernes etiket; det er en division, 390 millimeter delt med perlenes diameter, og de to tal, divisionen bygger på, stod i to af de seks felter: Størrelse og Strenglængde. Strenglængden var næsten altid 39 cm, undertiden skrevet ca. 39 cm, og størrelsen var enten én diameter, fra 4 til 14 mm, eller to mål for de aflange faconer. Har etiketten de to tal, har læseren også antallet.

Regnestykket bag antallet

Divisionen lyder 390 divideret med diameteren: 4 mm giver ca. 97 perler, 6 mm giver 65, 8 mm giver ca. 48, 10 mm giver 39, 12 mm giver ca. 32, og 14 mm giver ca. 28. Regnestykket forudsætter, at perlerne ligger side om side uden mellemrum, og det er også sådan, en streng ser ud, når den lægges på bordet. Listernes egne opgivelser ligger tæt på: en streng skalperler på 12 mm blev angivet til ca. 33 til 34 perler, hvor divisionen giver 32,5, og en på 14 mm til ca. 29 perler mod ca. 28 regnet ud. Ca. foran antallet og ca. foran strenglængden siger det samme to steder: tallet er vejledende.

To mål, når perlen ikke er rund

Runde perler fik én diameter, de aflange fik to: 4 x 6, 5 x 12, 9 x 12, 10 x 14 eller 15 x 20 mm. I ferskvandslisten var antallet derimod sit eget felt, altid med ca. foran: ca. 80 runde perler på 5 til 6 mm, ca. 60 ovale på 5 x 6 mm, ca. 43 flade barokperler på 10 til 11 mm og helt nede ved ca. 16 tøndeformede på ca. 7 x 17 mm. Skalaen er den samme, som kulturperler opgives i: akoyaperler er sjældent større end 10 mm, South Sea-perler ligger på 11 til 15 mm, så stenperler og kulturperler kan sammenstilles mål for mål. Hos de runde er antallet et regnestykke, hos de andre et opgivet tal.

Hvorfor fylder samme størrelse forskelligt?

Listen førte to strenge med samme størrelsesangivelse, 6 x 7 mm, men med forskellige antal: ca. 75 perler på den ovale streng, der var tværboret, og ca. 60 på den barokformede. Faconen står ikke på etiketten som pynt; den ændrer, hvor meget af strenglængden hver perle lægger beslag på. Regnestykket kræver ét mål ad gangen, og de aflange perler har to, men forskellen mellem de to 6 x 7 mm strenge viser, at antallet ikke kan gættes ud fra målene alene: boringens retning og perlenes form vejer lige så tungt. Formerne og deres navne, fra barok over tønde til nugget, er gennemgået under perlefaconer. For aflange faconer gælder listens tal, ikke lommeregneren.

Hvad vejer en streng på 39 cm?

Vægt var det sidste af de seks felter, opgivet i gram for hele strengen, og for runde stenperler fulgte vægten diameteren trin for trin. Sådan så sammenhængen ud på listerne:

Spændet ved hvert trin er ikke en trykfejl. Vægten afhænger af stenens massefylde, og to strenge med samme mål kan derfor veje forskelligt; ved 8 mm løb opgivelsen fra 33 til 48 gram for præcis den samme størrelse. To etiketter, ens på mål og forskellige på vægt, adskiller sig altså i materialet, ikke i antallet. Vægten er dermed den hurtigste kontrol: en streng af sten på 8 mm og 39 cm ligger et sted mellem 33 og 48 gram.

Skydelæren, der efterprøver etiketten

Etikettens tal kan efterprøves med ét instrument: skydelæren, hvor emnet anbringes mellem en fast og en bevægelig kæbe. Universalskydelæren klarer tre opgaver med tre kæber; A måler ydermål, B indermål, og C højde og dybde, så perlenes diameter og deres hul læses af samme værktøj. Den bevægelige kæbe bærer nonius, en hjælpemålestok, der gør tiendedele millimeter læsbare, og gennem 1990'erne blev den manuelle aflæsning i vid udstrækning afløst af digitale skalaer med nøjagtighed ned til tusindedele millimeter. Til at kontrollere en diameter på 4 eller 8 mm rækker tiendedelene.

Hullet, der ikke står på etiketten

Hulmålet optræder ikke i noget af felterne: hverken de seks hos stenperlerne eller ferskvandslistens egne oplysninger siger noget om, hvor bredt hullet er boret. Alligevel er hullet det mål, der sætter rammen for arbejdet, for tråden skal igennem det, og hvad der passer, står under tråd og montering. Små huller er gammelt håndværk: perlemagere i Nordamerika borede deres skálperler med mikrobor af flint, fiskeben eller knurhår fra en søløve, og hullerne kom under en millimeter i diameter. Måles et hul i dag, sker det med skydelærens inderkæber, og resultatet afgør, hvor tyk en tråd der kan trækkes gennem perlen.

Tæl ved linealen, ikke perle for perle

Antallet på en streng findes hurtigere end ved at tælle. Strengen lægges ud langs en lineal, og dens længde divideres med diameteren fra etiketten, forudsat at faconen er rund. Er den aflang eller flad, hjælper divisionen ikke, og så er der kun listens opgivelse eller en egen optælling at støtte sig til. Tre mål bærer arbejdet ved bænken: diameter, strenglængde og hulmål, og kun det tredje står aldrig på etiketten.