Hårdhed, spaltelighed og det slid en perle møder

Mohs' hårdhedsskala fra 1812 måler én ting: hvad der ridser hvad. Tallet siger, hvor svært det er at ridse stenen, og dermed hvor længe en poleret overflade holder. Det siger intet om, hvor let den samme sten flækker af et stød. Den egenskab hedder spaltelighed, og ved bænken vejer den lige så tungt som tallet. Det er den vigtigste skelnen i hele emnet.

Ti mineraler, der sætter målestokken

Skalaen er sat sammen af ti mineraler med faste tal: talk 1, gips 2, calcit 3, fluorit 4, apatit 5, feldspat 6, kvarts 7, topas 8, korund 9 og diamant 10. Et minerals plads findes ved at ridse det mod naboerne: ridser det naboer med lavere tal og ridses selv af naboer med højere, står det mellem dem. Den tyske mineralog Friedrich Mohs (1773-1839) opstillede rækken i 1812, og den bruges stadig, fordi den kan arbejdes med uden apparater. Tre af de ti referencemineraler står selv på perlelisten: fluorit, feldspat og kvarts. Feldspattet optræder der som amazonit, kvarts blandt andet som rosenkvarts og røgkvarts.

Hvad betyder et halvt trin?

Opslag og varebeskrivelser giver sjældent hele tal. Akvamarin står på 7,5 til 8, amazonit på 6 til 6,5 og lapis på 5 til 5,5. Halve trin læses efter samme regel som hele: et mineral med hårdheden 5,5 ridser apatit, men ridses selv af feldspat. Tallet er en placering mellem to naboer, ikke en måling med enhed. Det gælder intervallerne lige så meget: en streng karneol ligger et sted mellem 6,5 og 7, og det enkelte stykke afslører først sin plads, når det ridses. Et opslag med intervallet er derfor et løfte om en spændvidde, ikke om ét tal.

Er de ti trin lige store?

Nej, og det mærkes, når tal sammenlignes på tværs. Skalaen angiver rækkefølge, ikke mængde: et mineral på 8 er ikke dobbelt så hårdt som et på 4. Målt på en absolut hårdhedsskala ligger kvarts omkring 100, topas omkring 200, korund omkring 400 og diamant omkring 1600. Springet fra korund til diamant er på den skala fire gange så stort som springet fra kvarts til korund. Perlelisten holder sig mellem 3,5 og 8, og her skal tallene læses som rækkefølge: en perle på 6 er ikke dobbelt så sart som en perle på 3, og en perle på 7 er ikke dobbelt så holdbar som en perle på 3,5. Opbygningen fra talk til diamant er gennemgået på Lex' side om hårdhedsskalaen.

Hvorfor 7 er den grænse, der betyder noget

Grænsen ved 7 er ikke en kemisk lov; den kommer fra støvet. Almindeligt husstøv og sand indeholder kvartskorn, og kvarts er det almindeligste mineral i jordskorpen. Strandsand består ofte af mere end 95 procent kvartskorn, og granit indeholder fra 20 procent til mere end 60 procent kvarts. Enhver sten under 7 bliver derfor gradvis mat af at blive tørret af, båret i en taske eller lagt på et bord. Det er ikke misbrug; det er den daglige brug. Sten på 7 eller derover beholder deres polering langt længere, og det er den praktiske grund til, at kvarts, kalcedon og beryl dominerer blandt perler, der skal bæres tæt på kroppen. De fem kvartsnavne på listen er gennemgået under kvarts og kalcedon i perlehandelen.

Spaltelighed vejer tungere end hårdhed

Spaltelighed er stenens tilbøjelighed til at flække langs bestemte plan i krystallen, og den står ikke på Mohs' skala. Fluorit har fuldkommen spaltelighed i fire retninger og står på 4; den kan flække af et enkelt stød mod en bordkant. Feldspat, herunder amazonit, har to gode spalteretninger og står på 6 til 6,5; den skaller typisk ved borehullet, hvor materialet er tyndest. Kvarts og kalcedon har ingen brugbar spaltelighed og brækker i muslingeformede flader; de tåler derfor stød bedre, end tallet alene antyder. En amazonitperle er således svær at ridse med redskaber fra skuffen og skaller alligevel ved hullet, hvor tråden arbejder ved hver bevægelse. Howlitten på 3,5 har ingen spalteretninger, men tallet er så lavt, at kvartskornene i støvet alene gør overfladen mat.

Hvor sidder sliddet på en færdig kæde?

På en færdig kæde sidder sliddet tre steder. Ved borehullet, hvor perlen arbejder mod tråden og mod naboperlen. På den underside, der ligger mod huden eller mod bordet. Og i låsen, som er metal mod metal. Det er grunden til, at en kæde med knuder mellem perlerne holder længere: knuden holder perlerne fra hinanden, så to kanter ikke gnider mod hinanden ved hvert skridt. Sliddet flyttes fra sten til tråd, og en tråd kan skiftes; en skallet perle kan ikke. En ørestikperle, der hænger stille, møder næsten ingen af de tre, og det er derfor, tabellen skelner mellem armbånd og hængende smykker. Om knudernes placering og trådens dimension står at læse under tråd, knuder og montering.

Hvad hjemmet kan bruge som målestok

Skalaen kan arbejdes med tre redskaber fra lommen og skuffen. En fingernegl ligger omkring 2,5: den ridser i gips, men ikke i calcit. En kobbermønt ligger omkring 3,5. En hærdet lommekniv ligger omkring 6,5 og rammer dermed lige under perlelistens mest brugte navne. Neglen afgør det bløde, mønten hører hjemme ved howlittens 3,5, og kniven skiller alt under 6,5 fra listen mest brugte sten. Tre genstande, tre grænser: ridser genstanden perlen, ligger perlen under genstandens tal; ridser den ikke, ligger perlen over.

De to poster, der er dårligst stillede, er beskrevet under blå sten. Grebet sidder i varebeskrivelsens materialefelt. Navnet der, ikke farveordet, afgør, om strengen hører til en halskæde eller tåler et armbånd: fluorit og amazonit er halskædens sten, kvarts og akvamarin armbåndets.