Tråd, nål og knuder: det der holder kæden sammen

En perlekæde går sjældent i stykker i perlen. Den går i stykker i tråden, ved hullet eller ved låsen, og derfor er det valget af tråd og knuder, ikke stenen, der afgør, hvor længe kæden holder. Ved bænken står tre kandidater: silke, nylon og wire. Ingen af dem står på etiketten over strengen, og alle tre skal vælges med hensyn til hullet i perlen og til låsen i den anden ende.

Står tråden på etiketten?

Nej. En varebeskrivelse af stenperler i de gamle danske lister har seks felter, altid i samme rækkefølge: Materiale, Farve, Facon, Størrelse, Strenglængde og Vægt. Tråd optræder ikke noget sted. Beskrivelsen gælder strengen, som den leveres, ikke kæden, som den skal blive til, og trådens art og tykkelse er lagt hen til den, der monterer. Etiketten er alligevel ikke tom for hjælp. Strenglængden, næsten altid 39 cm, giver antallet af perler at arbejde med, størrelsen giver perlen, og vægten giver et fingerpeg om stenens massefylde, for to strenge med samme mål kan veje forskelligt. Rækkefølgen af de seks felter er gennemgået særskilt i værket.

Silke: sekretet der blev til tråd

Silke er ikke en fiber, der plukkes eller kardes. Det er et sekret, som insekter, edderkopper og muslinger udskiller, oftest i form af en tråd, og til silkegarn er sommerfuglesilken af størst betydning. Hver sommerfuglesilketråd består af to eller flere fibrointråde, limet sammen med sericin, og afhaspningen af kokonen giver en sammenhængende gregetråd på 700 til 1100 m, almindeligvis fra mindst syv kokoner ad gangen. En silketråd er altså i sig selv flere tråde. Morbærsilken fra silkesommerfuglen Bombyx mori er den tyndeste naturfiber, der findes, glansfuld og blød. Ordet silke er en afledning af et oldkinesisk ord, spredt vestpå ad Silkevejen, og det kom til de nordiske sprog med varæger, nordiske købmænd i kontakt med Konstantinopel. Sproget, sekretet og stoffets lange historie står samlet i et opslag om silke på Lex.

Hvad tåler silketråden?

Silke kan absorbere op til ca. 30 % fugt uden at føles våd, den tørrer hurtigt, krøller mindre end bomuld og isolerer godt. Det gør den behagelig at bære og krævende at passe: den skal behandles forsigtigt ved vask og anden pleje, og den er udsat for skadedyrsangreb. Tussahsilken, der kommer fra natpåfugleøjer og ikke fra silkesommerfuglen, har mattere, grovere og mindre jævne fibre, men fibrene er mere slidstærke og sollysbestandige end morbærsilkens. Til en kæde, der skal bæres, er den forskel reel. Så glansen: silke betynges ofte med metalsalte, dels for at erstatte det vægttab, afkogningen af sericinet medfører, dels for at øge glansen, og for høj betyngning nedsætter slidstyrken og øger lysfølsomheden. Glans er derfor ikke det samme som holdbarhed.

Nylon: fiberen der blev strakt

Nylon er en samlebetegnelse for syntetiske materialer, der består af polyamider, og det anvendes primært i form af fibre. Fibrene smeltes og ekstruderes, afkøles i en kold luftstrøm, og filamenterne strækkes 3 til 4 gange for at opnå elasticitet og styrke. Polyamider er termoplastiske, så de kan tekstureres og kruses permanent, men fibrene krøller vanskeligt, og de tåler dårligt lys og tør varme. Den kommercielle fremstilling begyndte i 1939, og det første produkt af det nye garn var de tynde, glatte strømper, der afløste silkestrømperne; under krigen skulle nylon til andre opgaver, blandt andet faldskærme. Monofilamenter, enkelte uspundne tråde, anvendes til sytråd og børstehår, og en sådan tråd hører også hjemme ved perlebænken.

Hvorfor knuder mellem perlerne?

En knude mellem to perler har to hverv: at holde perlerne fra at slide mod hinanden og at holde på resten, hvis tråden alligevel giver sig. Uden knuder ligger perle mod perle hele vejen rundt, og hver bevægelse gnider sten mod sten og tråd mod hul; det er ved hullet, tråden slides tynd. Hvor hurtigt det går, afhænger af stenen: kvarts står på 7 i Mohs' hårdhedsskala, fluorit på 4, og hårdhed og slid hører derfor med, når tråden vælges. Knuderne koster arbejde, én knude for hver perle, men arbejdet virker som en forsikring: går tråden alligevel, tabes én perle, ikke hele strengen.

Og wiren?

Her tier værkets kilder, og det skal de få lov til. De gamle lister havde en side med vejledning i montering, og et nyhedsbrev lovede at lære kunden at montere en halskæde med lås, men indholdet af den slags anvisninger er ikke læst og gengives ikke her. Om wiren, dens tykkelser og dens ender står der derfor intet i dette værk. Kender man silken som et sekret og nylonen som et polyamid, ved man i det mindste, hvad wiren ikke er, og hullet i perlen gælder alle tre tråde lige meget.

Monteringen ender i låsen

En lås er grundlæggende en mekanisk anordning, der fæstner en bevægelig del til en fast del; på en halskæde fæstner den trådens ene ende til den anden, så kæden kan tages af og på uden at bindes. Tråden er valgt, knuderne er bundet, og til sidst mødes enderne i låsen. Hvilke låse og typer der egner sig til hvad, står beskrevet under sølv og beslag. Før tråden klippes, er der én ting at tage frem: varebeskrivelsen fra strengen. Læs den fra oven, Materiale, Farve, Facon, Størrelse, Strenglængde, Vægt. Seks felter og intet om tråd. Det syvende felt udfyldes ved bænken.