Kvarts og kalcedon: fem navne fra perlelisten

Fem af de nitten navne på den danske perleliste dækker det samme stof: siliciumdioxid, SiO2. Rosenkvarts og røgkvarts er kvarts i snæver forstand, den grovkrystallinske sten. Rød og rå aventurin er kvartsit, en kompakt, kvartsrig bjergart. Karneol er kalcedon, den finkornede form af samme stof. Alle fem ligger på eller lige under 7 i Mohs' hårdhedsskala, hvilket er den enkleste grund til gruppens plads i en perlehandel: stenen er hård nok til at blive båret, den findes i store mængder, og den kan skæres og bores billigt.

De to skikkelser holdes bedst adskilt. Kvarts er den grove krystal, der kan vokse sig klar: bjergkrystal, rosenkvarts, røgkvarts, ametyst, citrin. Kalcedon er det samme stof fældet fint og tæt, og det er kalcedon, der bliver til karneol, agat og jaspis. Kemien er den samme, hårdheden næsten, men de to bryder forskelligt og tager ikke farve ens.

De fem poster

Rosenkvarts

Kvarts, Mohs 7. Mælket lyserød, sjældent klar. Farven skyldes sporstoffer i stenen, ikke en overfladebehandling, og perlerne er næsten altid uigennemsigtige eller uklare; en helt klar, kraftigt lyserød perle er sjældent rosenkvarts. Stenen kan blegne ved lang, direkte sol, så en streng bør ikke ligge i et vindue.

Røgkvarts

Kvarts, Mohs 7. Gennemsigtig, oftest brun til grå. Farven opstår, når kvarts med et lille indhold af aluminium udsættes for stråling, og det sker både i naturen og i industrien; en stor del af perlerne har altså fået farven ved bestråling. Den gulbrune til rødbrune kaldes cairngorm, den næsten sorte morion, som er forholdsvis sjælden. Stenen findes især i sprækker og pegmatitgange i Alperne.

Aventurin, rød

Kvartsit, Mohs omkring 7. Aventurin er en samlet betegnelse for to mineraler, aventurin-kvarts og aventurin-feldspat, og perlerne er som regel det første: en tæt kvarts- eller kvartsitbjergart med talrige små, flade indeslutninger af grøn glimmer, fuchsit, eller hæmatit, som glimter. Den grønne form er den almindelige og kaldes også grønlandit. Under navnet rød aventurin sælges to helt forskellige ting: den ægte bjergart med rødlige jernglimmerplader, og aventuringlas, også kaldet guldsten, fremstillet glas med kobberkrystaller. Glasset kendes på, at glimtet er skarpt, regelmæssigt og ens over hele perlen.

Rå aventurin

Kvartsit, Mohs omkring 7. Handelsbetegnelse for aventurin, der ikke er poleret til højglans, men står mat eller kun let slebet. Ordet siger noget om overfladen, ikke om stenen. En mat flade skjuler ridser bedre end en blank, men samler fedt fra huden og bliver plettet, hvis den ikke tørres af.

Karneol, Kina

Kalcedon, Mohs 6,5 til 7. Karneol er de røde eksemplarer af mineralet kalcedon, orangerød og gennemskinnelig; stavemåderne carneol og corneol ses også. Tilføjelsen Kina er en leverandørangivelse, ikke en kvalitet. Karneol i perlehandelen er i vidt omfang agat, der er farvet og varmebehandlet, og naturligt farvet karneol har ofte en uroligere, skyet farve. I oldtidens Egypten, Grækenland og Rom var den hyppigt brugt til smykkesten, gemmer og kaméer. Hold en perle op mod en lampe: er farven skarpt afgrænset i bånd, er den lagt i en båndet agat.

Hvad er forskellen på kvarts og kalcedon?

Forskellen er kornet. I kvarts sidder Si- og O-atomerne i én sammenhængende krystal, ordnet i en højre- eller venstresnoet spiral, så der findes spejlvendte højre- og venstrekrystaller. I kalcedon er det samme stof fældet som yderst fintrådede eller tætte aggregater, typisk halvgennemsigtig og hvidliggrå, sjældnere brun eller blålig, i skorper og drypsten på sprækker og i hulrum i vulkanske bjergarter, bl.a. på Færøerne og Island. Familien tæller karneol, sarder, chrysopras og plasma, og agat, onyx og jaspis hører også med. De farvede varieteter er blevet slebet til perler og kaméer siden oldtiden, og handelsnavnene i den ende er gennemgået særskilt under jaspis og agat.

Hvorfor er der kvarts i næsten alt?

Kvarts er det almindeligste mineral i jordskorpen, og det mærkes tættere på bænken, end man skulle tro. Almindeligt strandsand består ofte af mere end 95 procent kvartskorn, og granit indeholder fra 20 procent til mere end 60 procent kvarts; kvartsårer løber som et net gennem de krystallinske bjergarter. Samme stof vender tilbage i andre skikkelser: kvarts bruges ved fremstilling af glas, mørtel og keramik, og siliciummet til elektroniske kredsløb og solceller fremstilles af superrent kvarts. Uret på armen regner også med stenen. Kvarts er piezoelektrisk: tryk eller træk sætter elektriske ladninger på modsatte flader af krystallen, og en kvartsplade i en svingningskreds tvinger kredsløbet til at svinge med pladens egenfrekvens. Det er det, et kvartsur gør.

Hvorfor hed kvarts tidligere dværgsten?

Ordet kommer fra tysk Quarz og længere tilbage fra et indoeuropæisk ord med betydningen himmelsten, hvoraf også det græske sárdion, calcedon, stammer. Den oprindelige betydning er himmelhvælv, bevaret i gammel russisk, og dansk dværg er muligvis beslægtet: kvarts hed tidligere dværgsten, og i nordisk mytologi holdes himmelhvælvet oppe af fire dværge. Bjergkrystal er det ældre navn, og på listerne kunne materialefeltet skrive Kvarts (Bjergkrystal).

Hvad hårdheden faktisk siger

Mohs' skala er en ridseskala og ikke et mål for, hvor meget en sten kan tåle at blive tabt. Den siger, hvad der ridser hvad. Almindeligt husstøv indeholder kvartskorn, og det er derfor, en sten under 7 bliver mat med årene alene af at blive tørret af. Alle fem poster ovenfor ligger på eller lige under 7, den praktiske grund til, at gruppen holder til i armbånd, hvor blødere sten ikke gør. Hvad en enkelt perle tåler på længere sigt, står under hårdhed og slid.

Hvad navnet ikke lover

Ingen af de fem navne lover en ubehandlet sten. Røgkvarts får oftest sin farve ved bestråling, karneol sin orangerøde ved farvning og varme, og rå aventurin har sit navn fra en slibeform, ikke fra et mineral. Det er hverken fidus eller skandale: farvning, bestråling og opvarmning er almindelige, accepterede behandlinger, men de skal oplyses, og et materialefelt, der tier om dem, siger lige så meget som et, der skriver dem. Navnet fortæller, hvad man kan regne med; etiketten må fortælle resten.

Hvad de seks felter på en varebeskrivelse betyder, står i afsnittet om at læse en varebeskrivelse, og ordene fra etiketterne er samlet i ordlisten. En prøve til slut: læg to strenge med samme mål på en vægt. Vejer de forskelligt, er det massefylden, der gør det; kvarts ligger på 2,7 g/cm3.