Farver på ferskvandsperler, og hvad der er gjort ved dem

En ferskvandsperle kan være hvid, cremefarvet, fersken, laksefarvet, lilla eller lysegrå, uden at nogen har gjort noget ved den. Det er farvespændet, muslingen selv frembringer, fordi perlemoren dannes af det samme væv, der farver skallens inderside. Uden for det spænd begynder behandlingerne: blegning, farvning, bestråling og tromlepolering. De fire er almindelige og accepterede i handelen, ingen af dem gør perlen falsk, og alle bør oplyses, når de er brugt.

Farven ligger i opbygningen, ikke på overfladen

Perlemor dannes på indersiden af skallen hos en række snegle og muslinger. Stoffet afsættes som flade lameller af aragonit med tynde lag af organisk materiale imellem, og krystallerne i hver lamel er orienteret i forskellige retninger. Når lyset brydes i krystallerne, fremkommer glansen. Farven er derfor ikke et lag, der er lagt på perlen; den vokser med den, lag for lag. En dyrket perle består af en kunstig perle, som østersen har produceret perlemorssubstans omkring, og den har kun få lag perlemor. En naturperle har mange lag hele vejen igennem. I dag er dyrkede perler oftest dem, man kan få som ægte, og forskellen betyder intet for ægtheden. Den betyder noget for, hvor tyndt det farvebærende lag er.

Hvilke kulører kan være muslingens egen?

De naturlige farver er dæmpede og sjældent helt ensartede inden for en streng. Hos perlemuslinger i saltvand spænder perlemoret fra hvidt over gulligt og rosa til mørkt gråt eller næsten sort. Ferskvandsmuslingerne lægger et bredere register til: fersken, laksefarvet, lilla og lysegrå ved siden af hvid og cremefarvet. Der ligger som regel et skær, en overtone, oven på grundfarven, og skæret skifter, når perlen drejes i lyset, fordi lyset brydes i lamellerne og ikke kastes tilbage fra én flade. En streng, hvor alle perler har præcis samme kulør uden skær, er sorteret meget stramt, farvet, eller begge dele.

Ordet perle dækker mere end perlemor

I sin oprindelige betydning er en perle et naturprodukt, skabt i og af en østers; i dag bruges ordet også om lignende, kunstigt fremstillede genstande. På engelsk skelner man mellem pearls og beads; på dansk dækker perle begge dele. Materialerne tæller glas, træ, plastic, metal, ler, sten, ben, snegle- og muslingeskaller og papir, og kunstperler ligner naturperler i udseende, men er billigere. Historien om ordet, fra østersens forsvarsmekanisme til de mindste glasperler, der sidst i 1600-tallet blev sendt ud til forhandlerne trukket på en knap 2 meter lang snor, er samlet i Wikipedias opslag om perler. Ved bænken betyder ordbruget én ting: materialefeltet på etiketten, ikke ordet perle, afgør, hvad der ligger på bordet.

De fire behandlinger

Fire indgreb står bag langt de fleste kulører uden for det naturlige spænd: blegning, farvning, bestråling og tromlepolering. De adskiller sig i, hvad de ændrer. Farvning fører et farvestof ind i perlemoret, bestråling virker inde i perlen, blegning lyser grundtonen op, og tromlingen ændrer overfladen. Ingen af dem er ulovlige, og ingen gør perlen til noget andet, end den var, før den kom i hånden på behandleren.

Blegning

Rutine på hvide strenge. Den mest udbredte behandling på hvide ferskvandsperler. Den fjerner gullige og grålige toner og gør strengen mere ensartet. Blegning ændrer ikke perlemorets opbygning og regnes i faget for en rutinebehandling, men den bør stadig oplyses.

Farvning

Farvestof i perlemorets lag. Farvestoffet trænger ind i lagene og samler sig i borehullet. Kig ned i hullet med en lup: sidder der en mørkere ring af koncentreret farve omkring kanten, er perlen farvet. Skarpe kulører som turkis, pink og limegrøn er altid farvede.

Bestråling

Farve fra kernen. Bruges til at frembringe grå, blågrå og næsten sorte toner. Behandlingen virker på perlemorets kerne og giver ofte en metallisk overtone. En dyb, ensartet sort ferskvandsperle er praktisk taget altid behandlet.

Tromlepolering

Overfladen jævnet mekanisk. Perlerne tromles med voks, salt eller bambusspåner for at gøre overfladen jævnere og glansen højere. Behandlingen sliber et tyndt lag perlemor af, og på perler med tyndt lag kan den derfor forkorte holdbarheden.

Hvad betyder behandlingen for holdbarheden?

Ingen af de fire behandlinger gør en perle ubrugelig, men to af dem stiller krav til, hvordan den bæres. Farvede perler taber farve ved gentagen kontakt med sved, parfume og hårlak, og det ses først i borehullet, hvor tråden slider mod farvestoffet. Tromlepolerede perler har mistet et tyndt lag perlemor, og på en dyrket perle, der i forvejen har få lag, betyder det, at glansen aftager tidligere. Blegning og bestråling ændrer derimod ikke lagets tykkelse og påvirker ikke, hvor længe perlen holder. Hvad et kvalitetsbogstav som A, AA eller B dækker, er beskrevet under kvalitet A, AA og B.

Etiketten har et felt til farven, ikke til behandlingen

De gamle danske perlelister beskrev ferskvandsperler med felterne Farve, Facon, Størrelse, Antal og Vægt, og undertiden et felt Bemærkning. Farven havde altså sin faste plads; behandlingen havde ingen. Farveordene på listerne tæller Orange, Bronze, Lys brombær, Olivengrøn, Lys grøn, Lys gul, Gul, Bordeaux, Gyldenbrun, Orangegul og Grønviolet. Bordeaux og Grønviolet ligger uden for det spænd, en ferskvandsmusling frembringer selv; om resten oplyser listerne intet. Feltet Bemærkning blev brugt til andet: på én vare med skalperler stod der «Små fejl/ridser forekommer». Samme mønster kendes fra stenperlerne, hvor tre af de nitten opslag, Azur, Azurblå og Mørkeblå, kun er farvebetegnelser; det er gennemgået under blå sten.

Tre steder afslører de fleste farvninger

Borehullet er det første sted. Farvestoffet samler sig i kanten, hvor perlemoret er brudt, og ringen ses klarest, når hullet holdes mod lyset. Furer og buler er det andet sted. Farven sætter sig kraftigere i sænkninger end på de glatte flader, så en perle med ujævn overflade viser sin behandling tydeligere end en slæt en. Ensartetheden er det tredje sted. Naturlige toner varierer let fra perle til perle, mens et farvebad giver samme kulør hele vejen rundt og på alle perler i strengen.

Hvor smalt det naturlige farvespænd er, afhænger af vandet; forskellen står under ferskvand og saltvand. Læg strengen på hvidt papir ved et vindue, vend tre af borehullerne mod lyset, og led efter ringen af koncentreret farve. Den besvarer det spørgsmål, etiketten ikke har et felt til.