Ferskvand eller saltvand: hvad forskellen består i

Ferskvandsperler dyrkes i muslinger i søer og damme. Saltvandsperler dyrkes i østers i havet. Den forskel er reel, men den er ikke den, der betyder mest for, hvad man har i hånden. Den afgørende forskel er, om der er lagt en rund kerne ind i dyret, og den forklarer faconerne, det meste af prisforskellen og det, etiketten på en streng kan sige. I dag er den overvejende del af samtlige perler på markedet kulturperler, så spørgsmålet ved bænken er sjældent, om perlen er dyrket, men hvordan.

Med og uden kerne

I klassisk saltvandsdyrkning indsættes en rund kerne, som regel af skalmateriale, sammen med et stykke kappevæv. Perlemoderen lægger sig som et lag uden om kernen. Perlen bliver rund, fordi kernen er rund, og perlemorlaget kan være tyndt. En kulturperle er kort fortalt en perle, der er frembragt ved at anbringe et sandskorn eller et stykke væv i en perlemusling og lade dyret arbejde.

I ferskvandsdyrkning indsættes traditionelt kun kappevæv, uden kerne. Perlen består da næsten helt igennem af perlemor. Det giver to følger. Formen bliver uregelmæssig, fordi der ikke er noget at følge, og det er grunden til, at barok og potato er de almindelige faconer. Til gengæld er der langt mere perlemor at slide af, og en kerneløs ferskvandsperle tåler derfor slid bedre end en tyndbelagt saltvandsperle af samme pris. Forskellen i lag er gammel: en dyrket perle har kun få lag perlemor uden om kernen, en naturperle har mange hele vejen igennem.

Hvilken musling giver hvilken perle?

Bag de fire almindelige sorter står hver sin musling. De kinesiske ferskvandsperler kommer for det meste fra muslingen Hyriopsis Slegeli, familien Unionidae. De hvide akoyaperler produceres i Pinctada fucata martensii i Japan og er sjældent større end 10 mm. Den australske perlemusling Pinctada maxima giver hvide South Sea-perler på op til ca. 20 mm, og i Fransk Polynesien giver Pinctada margaritifera de sorte tahitiperler.

Et gammelt navn hænger ved. Kinesiske ferskvandsperler kaldes ofte fejlagtigt for Biwaperler efter den japanske sø Biwa-ko, det første sted, man dyrkede ferskvandsperler. Navnet er forkert, når perlen kommer fra en kinesisk musling, men det ses stadig skrevet på lister og i varebeskrivelser.

Hvad er en naturperle?

En naturperle dannes uden menneskers medvirken, og det vides ikke, hvordan det præcist går til. Nogle perler rummer rester af parasitter, andre har intet fremmedlegeme og dannes måske ved en fejl i cellernes funktioner. Selve stoffet er det samme uanset oprindelse: perler er sammensat materiale af calciumcarbonat med op til 1-2 % organisk materiale, som afgør strukturen, enten perlemor eller krydslamellar, og som gør, at perler kun vanskeligt opløses i syre. Dannelsen, dyrene og perlens kulturhistorie er samlet i opslaget om perler i Lex. Indtil ca. 1930 blev hele markedet dækket af perler fra vilde muslinger; i dag anvendes i smykker næsten udelukkende kulturperler.

Hvorfor ferskvandsperler blev billige

En ferskvandsmusling kan bære mange indlæg ad gangen i den samme kappe, mens en østers som regel giver én perle. Det er den enkle forklaring på prisforskellen: udbyttet pr. dyr er langt større. Da dyrkningen blev udbredt, faldt prisen på hele strenge så meget, at ferskvandsperler gik fra at være en sjældenhed til at være det almindelige materiale i en perlehandel. Det er også forklaringen på, at faconerne blev solgt som selvstændige varer med hvert sit navn: når der er nok af dem, kan de sorteres.

De gamle lister viser, hvordan det så ud i praksis. Ferskvandsperlerne blev ført som kinesiske ferskvandsperler, importeret direkte og solgt i hele strenge, og hver streng fik antal og vægt med: ca. 80 perler og 17 g for runde på 5-6 mm, ca. 43 perler og 40 g for flade barokperler på 10-11 mm. Antal og vægt var egne felter i varebeskrivelsen, på linje med farve og facon.

Hvad betyder farveordene på en ferskvandsliste?

Ferskvandsperler træder i mange dæmpede farver, og listen førte dem med egne ord: Orange, Bronze, Lys brombær, Olivengrøn, Lys gul, Bordeaux, Gyldenbrun, Grønviolet. Et farveord beskriver nuancen, men siger ikke, hvor den kommer fra. Perlemor kan bleges, farves og bestråles, behandlinger der er almindelige og accepterede, men som skal oplyses. Farveordet alene siger derfor ikke, om nuancen er muslingens egen; behandlingerne er gennemgået under farver og behandling.

Kvaliteten blev i samme handels andre lister angivet med et bogstav, Kvalitet A, AA eller B Grade. Bogstavet er ikke en standard. Det er den enkelte leverandørs egen sortering, og to strenge mærket A fra to leverandører kan ligge langt fra hinanden. Bogstavernes betydning er gennemgået under perlekvalitet.

Perler fra andre dyr end perlemuslinger

Perlemuslingerne har ikke monopol på at danne perler. Alle skalbærende bløddyr kan danne perler af samme materiale som skallen, men kun bløddyr med skaller af perlemor danner perler af perlemor. Den lyserøde vingesnegl fra Caribien danner lyserøde perler, og den store sydøstasiatiske snegl Melo melo danner orange perler på op til 35 mm. I Danmark er perlemorperler kendt fra blåmuslinger, folierede perler fra østers, og perler med krydslamellar struktur fra vinbjergsnegle. I begyndelsen af 1900-tallet var der et betydeligt fiskeri efter naturlige ferskvandsperler i Varde Å.

Ved siden af de runde perler står blisterperlerne, hævelser på skallens inderside dannet om parasitter, der gennemtrænger skallen. De er flade, men ofte større i diameter end runde perler, og de produceres industrielt fortrinsvist i perlemuslingen Pteria penguin i Sydasien. Dyrkede blisterperler har været kendt i århundreder i Kina.

Spørgsmålene ved bænken

To spørgsmål dækker det meste, uanset hvilket vand perlen kommer fra. Er den dyrket med eller uden kerne, fordi det afgør, hvor meget perlemor der er. Og er der behandlet, altså bleget, farvet eller bestrålet. Prisen følger som regel svarene, men den følger dem ikke altid, og en dyr perle er ikke i sig selv en tykbelagt perle.

Faconordene er gennemgået i faconer. Før strengen lægges op til montering, vejes den: en etiket med antal og vægt lader sig kontrollere på en almindelig vægt, og en streng, der ikke passer til sit eget mål, er grund til at spørge igen.